– Jeg er til farver – også når det gælder flåd

Artiklen her er en del af en serie, og lavet for at give et indblik i de muligheder lystfiskerne har. De skal gøre det en smule nemmere for lystfiskere og her specielt dem, der ikke er ude med snøren hver weekend. 

I de senere år har vi for alvor opdaget, at pangfarver er særdeles effektive i P&T-vande. det startede måske med PowerBait, og har så videreudviklet sig til at omfatte spinnere, blink, mikroblink og gennemløbere. Vi har ingen statistik, der beviser at pangfarver er bedre end de klassiske guld, sølv og bronce som var de eneste variationer i 70`erne. Fisker man mest med pangfarver, skal man jo også fange flest fisk på disse udgaver. Nogen ville måske sige, at lystfiskerne er de nemmeste at fange i butikken når det gælder pangfarvede blink og spinnere. 

Orange og gult er nemmere at se 


Alt andet lige er det ofte nemmere at se et orange eller gult Bombardaflåd på 40-50 meters afstand. For lystfiskeren altså. Og det er altså bare noget af det mest lokkende ved lystfiskeriet, at se flåddet dykke væk, når der er hug.
Ind imellem må man nøjes med at lure på linen. Strammes den op eller løber, er det også tegn på hug og modhugget skal sættes.

Man skal også være opmærksom på at ved bølger er det sværere at se et gennemsigtigt flåd/Bombarda-flåd. Det samme gør sig gældende når vandet er spejlblankt. Vandets overfladefarve kan skifte mellem mørk og spejlblank og det kan give udfordringer.
Det er en god idé at have flere forskellige farver når det gælder flåd. 

Og så skal man måske også lige være opmærksom på at farvede flåd også er nemmere at se for fiskene. Når solen igen begynder at brænde ned fra en skyfri himmel er fiskene ikke så nemme at overliste og de smutter bare når de opdager skygger fra farvede flåd. 

Tilbage til udgangspunktet – i 70`erne var de rød/hvide propper nærmest de eneste flåd man kunne få fat i hos grejhandlerne. De ligger stadig i mange grejæsker, og, bevares, de kan da stadig anvendes når der ikke er noget alternativ i nærheden. 

Erik Egvad Petersen – Jeg er derude…

Artiklen er ikke sponsoreret – evt. fremvist udstyr er genre-udstyr.